Portrætter

Et hjem med højt til himlen gav luft i økonomien

Ønsket om ro, plads og god balance mellem arbejde og fritid blev til virkelighed, da Philip og Maria Egeberg skiftede København ud med Nyråd. Her har de skabt et drømmehjem med stor frihed – både fysisk, mentalt og økonomisk.

Egne vægge og naturen lige ude foran hoveddøren. Sådan ser hverdagen ud for Philip og Maria Egeberg. Og det var lige nøjagtigt dét, de søgte, da den lille lejlighed i København skulle erstattes med et nyt hjem, hvor familien kan vokse:

– Vi drømte om at bo tættere på skoven og kunne se noget grønt uden for vinduet i stedet for at kigge direkte ind i et lejlighedskompleks, når vi kiggede ud ad vinduet, siger Maria Egeberg og bliver suppleret af Philip:

– En af de helt store fordele ved Nyråd og ved vores hus er, at du ikke skal gå nogen steder for at komme i naturen; du er bare i den. Her er plads og luft, så snart du går udenfor.

Parret har købet et stort hus tæt på skoven med plads til store armbevægelser og med gode muligheder for at sætte eget præg på hjemmet og opbygge den hverdag, de drømmer om de næste mange år.

Friheden som pejlemærke

For Philip og Maria var friheden afgørende for deres valg om at rykke fra hovedstadens travlhed til det mere rolige Sydsjælland. Frihed til at prioritere familielivet, frihed til at arbejde mindre og frihed til at vælge at vælge til og fra baseret på lyst snarere end nød.

– På mange måder er ens boligsituation med til at definere ens liv. Derfor tog vi snakken: Hvor vigtigt er det at bo, hvor alle andre vil bo – altså hvor priserne er højere – kontra hvor vigtigt er det at bo et sted, hvor vi får mere for pengene og en anden frihed, spørger Philip og fortsætter:

– Her skal vi ikke være bange for, om det kan løbe rundt hver måned, og den frihed er uvurderlig.

Med friheden som pejlemærke har familien skabt et liv, hvor de i princippet kan leve af en enkelt indkomst og prioritere hinanden og de fælles drømme, de har for fremtiden – uden at gå på kompromis med levestandard.

– Hverdagen her er federe. Vi har et liv, hvor vi kan aflevere sent og hente tidligt i vuggestue, hvor man hjælper hinanden og hilser i køen ved bageren, og hvor vi kan skabe et drømmehjem med plads til familie og venner. Alt sammen uden at sidde stramt i det økonomisk. Så vi har klart mere frihed nu end før, afslutter Maria.

Kontakt vores bosætningskonsulent

Er du lige flyttet til Vordingborg Kommune eller overvejer at gøre det?

Kontakt os, hvis du har spørgsmål til for eksempel:

• Lokalområder
• Skoler og daginstitutioner
• Natur og friluftsliv
• Kultur og foreningsliv

Kontakt

Dorthe Brinck Lillelund
Dorthe Brinck Lillelund
Center for Kultur Fritid og Udvikling
doli@vordingborg.dk
Telefon: 21 63 54 59